Klaus Hvitfeldt Bergstedt (interview)/da

From Genseipedia
Jump to navigation Jump to search

Forord[edit]

Nedenstående interview er gengivet så ordret som overhovedet muligt, skrevet direkte af fra de e-mails som Klaus Bergstedt og jeg Peter Lee har udvekslet i en periode på ca. 2 måneder fra og med d. 29. maj 2000 til og med d. 2. august 2000. Klaus Bergstedts besvarelser er derfor skrevet ind i interviewet som citater fra disse e-mail.

Selvom der er tale om en kontinuerlig dialog, så har jeg for overskuelighedens skyld ikke overholdt kronologien, idet det samme emne ofte har været berørt flere gange. Private og personlige informationer har jeg naturligvis udeladt, idet disse i forbindelse med projektet om Genseiryus historie er uinteressante.

Hvis det for forståelsen har været nødvendigt at tilføje en kommentar, så har jeg indsat disse i de firkantede [ ] klammer. Mine personlige kommentarer vil derfor f.eks. se således ud: [sensei]. Spørgsmålene er fremhævet og i kursiv, og Klaus Bergstedts besvarelser er citeret efter formen: Klaus Bergstedt: " ..... ".

Indledning[edit]

Den første personlige kontakt som jeg havde med Klaus Bergstedt var i august 1997.

Jeg var d. 1. august 1997 vendt hjem fra mit første 6-måneders træningsophold hos Tosa sensei i Japan Honbu Dojo. Jeg havde lovet Tosa sensei, at viderebringe det officielle pensum for Genseiryu til Klaus. Jeg ringede derfor til Klaus d. 1. eller 2. august 1997 med henblik på udveksling af adresseoplysninger til fremsendelse af pensumet. Dette var første gang jeg nogensinde havde kontakt til Klaus Bergstedt.

Samtalen var ganske hyggelig, og jeg fik på forespørgsel omkring Klaus' baggrund i Genseiryu forklaret, at han ikke var gradueret i Genseiryu. Han var derimod - en del år tidligere - blevet gradueret 1.dan i Shotokan. Klaus forklarede mig, at han i 1977 startede på Shotokan Karate Akademiet i København. Denne klub er Honbu Dojo (hovedkvarter) for Japan Karate Association - JKA Shotokan - I Danmark.

Efter at jeg havde oversat pensumet fra japansk til dansk, sendte jeg med almindelig post en kopi til Klaus Bergstedt d. 25. september 1997. Herefter hverken hørte eller så jeg noget til Klaus Bergstedt.

Kontakten genskabes[edit]

I min evige søgen efter informationer og oplysninger som kan bidrage til oplysning af historien omkring Genseiryu, surfede jeg på Internettet d. 29. maj 2000 forbi hjemmesiden for Stenlille Karate Klub, der havde skiftet navn. På hjemmesiden stod nu: "Seiki Karate-do Kai". Jeg besluttede at tage kontakt til Klaus Bergstedt med henblik på et interview om klubben samt Genseiryus historie generelt.

Interviewet starter[edit]

  • Hvad er dit navn og hvor gammel er du? - Klaus Bergstedt: "Mit navn er Klaus Bergstedt, og jeg er født d. 26. september 1957 så jeg fylder 43 år til efteråret".
  • Hvilke japanske skrifttegn består klubbens navn SEIKI af? - Klaus Bergstedt: "Navnet Seiki betyder SEI (at kunne beherske/kontrollere) og KI betyder (kraft/styrke). De tegn vi bruger er de samme som i GEN-SEI-RYU og KI-AI".
  • Hvilken stilart træner I i Seiki Karate-do Kai og hvilken grad har du? - Klaus Bergstedt: "Jeg er gradueret 3.dan. Den stil af Gensei-Ryu jeg træner i min dojo er Seiken Shukumine".

Interviewet afbrydes[edit]

Hvad er et interview uden en afbrydelse? For nogen er det måske irriterende med en afbrydelse, og den holdning tillægger jeg mig også uforbeholdent. I en e-mail d. 31. maj 2000 modtog jeg udover selve e-mailen også et lille program med det kære navn: "PrettyPark.exe". De fleste kendere ved allerede nu, at Klaus Bergstedt havde sendt mig en virus. Den nåede dog ikke at skade min computer, idet jeg heldigvis havde forskanset mig bag alskens anti-virus programmer, men en kedelig oplevelse var det alligevel. Efter en del undskyldninger fra Klaus' side kunne interviewet fortsætte.

Interviewet fortsat[edit]

  • Hvor startede du med at træne karate? - Klaus Bergstedt: "Jeg startede på at træne karate i 1977 på Shotokan Karate Akademi. Her trænede jeg bl.a. 2 år under Tanaka sensei fra Japan. I 1982 trænede jeg i Niløse Budokan, hvor jeg var medlem af bestyrelsen. Da jeg var den højest graduerede i klubben, skulle jeg stå for træningen. Det blev jeg hurtigt træt af, da jeg på det tidspunkt var ung og søgte flere udfordringer. Så jeg startede på at træne Shotokan i Ringsted".
  • Hvad kan du ellers fortælle om Niløse Budokan? - Klaus Bergstedt: "Der var en instruktør som kom fra Slagelse. Han hed vist nok Rene Johansson. Niløse Budokan havde samarbejde med en klub i Sorø, hvor instruktøren hed Michael. Niløse Budokan startede, så vidt jeg husker, omkring 1980. Klubben flyttede i 1990 til Stenlille og skiftede navn til Midtsjællands Kampsports Klub (MKK). Ifølge mine papirer havde klubben d. 2. november 1990 Stenlille som hjemsted. I klubben blev der trænet flere forskellige kampsporter som f.eks. Judo, Ju-Jutsu, Karate og styrketræning.
  • Den klub fra Sorø som du nævner, kan du fortælle lidt mere om den? - Klaus Bergstedt: "I 1982 hed instruktøren [i Sorø Karate Klub] Michael, efternavnet husker jeg ikke, men [han var] en dygtig fyr. Søren J. Madsen [den nuværende instruktør i Sorø Karate Klub] trænede i sin tid i Midtsjællands Kampsports Klub på samme tidspunkt som Jan Madsen. De blev uvenner, hvorefter Søren J. Madsen skiftede til Sorø [Karate Klub]. Jan Madsen blev i Midtsjællands Kampsports Klub".
  • Du forklarede, at du i 1982 valgte at forlade Niløse Budokan og i stedet fortsætte din træning hos Shotokan i Ringsted. Hvordan og hvornår fik du så pludselig igen interesse for klubben? - Klaus Bergstedt: "I 1990 eller 1991 startede min søn i Midtsjællands Kampsports Klub [Niløse Budokan flyttede til Stenlille og skiftede navn til Midtsjællands Kampsports Klub i 1990], hvilket var ca. 14 år efter, at jeg i sin tid selv startede til karate. Det var først i ca. 1995, at klubben skiftede navn til Stenlille Karate Klub og derefter [i år 2000] til Seiki Karate-do Kai".
  • Hvem var dengang instruktør i Midtsjællands Kampsports Klub, og hvad kan du fortælle om ham? - Klaus Bergstedt: "Træneren hed Jan Madsen, og jeg ved, [at] han kommer fra Lemvig, og at han blev gradueret til 1.dan i 1990 eller 1991 af Nobuaki Konno [bosiddende i Holland] og Jari Hiltunen [bosiddende i Sverige]. Jan Madsen var instruktør i Midtsjællands Kampsports Klub, da jeg startede [der]. På dette tidspunkt havde vi et motionscenter i klubben. Det er en lang historie, men klubben kom fra Niløse og hed [dengang] Niløse Budokan. Det var her jeg i 1982 var næstformand, og på det tidspunkt var der ingen Jan Madsen [i klubben].
  • Hvornår overtog du klubben? - Klaus Bergstedt: "Efter Holland Open i 1993, hvor der var ballade imellem de danske Gensei-Ryu klubber, trak min træner [Jan Madsen] sig mere og mere tilbage og overlod træningen til mig. I 1995 stoppede han helt og jeg overtog officielt klubben".
  • Kan du fortælle lidt mere om Holland Open i 1993? - Klaus Bergstedt: "Ja, jeg deltog og fik så mange bank, som jeg aldrig har fået før. Det [var] efter Boku-regler med hjelm og brystbeskytter [kampvest]. Efter ca. 30 sekunder kan man ikke se noget med sådan en hjelm på. Dette stævne vil jeg betegne som fuld kontakt. Der var ingen regler. Det eneste det handlede om, var at nakke den anden".
  • Hvem var med til Holland Open i 1993? - Klaus Bergstedt: "Det var bl.a. Nobuaki Konno fra Holland samt en [person] fra Spanien. Jeg husker desværre ikke hans navn. Ellers var der fra Danmark: Ahcene Bendjazia, Jackie Moos, Fereidun Dariagard, Arne Kjærgaard, Jan Madsen og mig".
  • Den person du nævner fra Spanien, kunne det have været Hiromichi Kohata? - Klaus Bergstedt: "Ja, det kan godt passe".
  • Er Seiki Karate-do Kai eller du selv medlem af nogen stilartsorganisation indenfor Genseiryu? - Klaus Bergstedt: "I 1996 valgte jeg at stå alene. Jeg har samarbejde med en del klubber både [indenfor] Gensei-Ryu & Shotokan. Vi er ikke underlagt andre klubber eller Honbu Dojo i Danmark, og jeg har valgt heller ikke at ville [blive] det. Jeg tror på, [at] det [som] vi laver, er det rigtige for os. Jeg siger ikke, at det andre laver er forkert, og [jeg] blander mig heller ikke i det".
  • Kan du uddybe hvorfor du valgte at stå alene i 1996? - Klaus Bergstedt: "Jeg var engang medlem af et forbund der hed: Dansk Gensei-Ryu Forbund. Her startede al balladen efter [at vi] inviterede Japanerne her til landet. Nogle af klubberne i Danmark gik sammen og boykottede Fereidun. Jeg fulgte bare de andre, da jeg troede på, at det var det rigtige. Jeg har fortrudt lige siden".
  • Hvordan er dit forhold til Fereidun Dariagard så i dag? - Klaus Bergstedt: "Mit forhold til Fereidun [er] i dag rigtigt godt på trods af vores [forskellige] kulturelle baggrund m.m. Vi har et godt og solidt samarbejde. Vi er meget forskellige, men det gør os bare stærkere. I sidste ende er det jo det samme vi vil. Fereidun er i dag min personlige ven og samarbejdspartner".
  • Hvad består dit samarbejde med Fereidun Dariagard i? - Klaus Bergstedt: "Mit samarbejde med ham består i stævner, træningslejre, Internettet og så snakker vi i telefon ca. 2 timer om ugen. Alle andre Gensei-Ryu folk bruger jeg bare - det er så meget sagt - men vi kan da snakke sammen".
  • Hvilke andre klubber har du og Seiki Karate-do Kai samarbejde med? - Klaus Bergstedt: "Jeg kan fortælle dig, at der er mange Gensei-Ryu klubber som gerne vil have kontakt til mig. I perioder kan det blive for meget. Jeg ved ikke hvad de tror, [at] jeg har, [og] som de ikke har, [men] de keder sig vel. Jeg har et godt samarbejde til andre Gensei-Ryu klubber, men samarbejdet er på mine præmisser. Jeg har samarbejde med: Genbukai Amager [Amager Karate Skole v/Jackie Moos]; GKK [Gladsaxe Karate Klub v/Jan Christoffersen]; Genbukai i Sydhavnen [Genbukai v/Jimmy Jørgensen]; Itosukai Lundby [Itosukai Karate-do Lundby v/John Hansen & Mette O. Nielsen]; Shotokan klubben i Esløv, Sverige; Shotokan klubben Jondokan i Holland; Okinawa Goju-ryu m.m.
  • Du nævnte tidligere i forbindelse med en graduering i Niløse i ca. 1990 bl.a. Jari Hiltunen. I hvilken forbindelse har han tilknytning til Danmark? - Klaus Bergstedt: "Efter Jari's besøg i København, hvor han underviste i Sansai no Kata - og lavede om på den - blev der også en del ballade. Søren J. Madsen [fra Sorø Karate Klub] tog kontakt til Jari [Hiltunen] og de har siden passet sig selv".
  • Hvornår var Jari Hiltunen i København, og i hvilken klub? - Klaus Bergstedt: "Det var i ca. 1989 i Fereidun's gamle klub, som [dengang] lå på Sølvgade Skole".
  • Din tidligere instruktør Jan Madsen åbnede en ny klub i Vedde i 1997. Har du nogen kommentarer til det? - Klaus Bergstedt: "Jeg mener det var i juli eller august 1997, [og] jeg blev overrasket, da jeg hørte, at han havde åbnet en klub i Vedde [på Vestsjælland kun ca. 5 km fra Stenlille Karate Klub]. Der er imellem Jan og mig sket meget alvorlige ting som gør, at ingen af os kan døje at se hinanden mere. Jeg ved fra Jan Christoffersen, at han har haft samarbejde med Jan Madsen, [men] det er vist aftagende, og det er vel derfor, at Jan Christoffersen henvender sig til mig og vil samarbejde nu".
  • Hvad er dit forhold til Jackie Moos, og hvori består jeres samarbejde? - Klaus Bergstedt: "Efter al balladen fra 1996 og tiden før, er der sket meget med Jackie. Han har erkendt, at han begik store fejl i tiden 1995 - 1998, [og han] har flere gange [siden] givet mig en undskyldning. Jackie hjælper mig med Dan-gradueringer og omvendt. Træning sammen har vi ikke haft meget af, da jeg stadig er lidt tilbageholdende. I dag har jeg Jackie hvor jeg vil ha' ham. Han har godt nok travlt med, at vi skal samarbejde om en masse ting, men det bliver i mit tempo".
  • Hvad er dit forhold til Genbukai i Sydhavnen? - Klaus Bergstedt: "Jeg har kontakt til elever og forældre. Vi snakker sammen til stævner m.m. Jeg ønsker ingen samarbejde med deres træner Jimmy. Han har trænet hos Jackie Moos, men jeg aner ikke hvornår han startede der".
  • Hvad er dit forhold til GKK - Gladsaxe Karate Klub? - Klaus Bergstedt: "Jan Christoffersen har kontaktet mig en del gange omkring fællestræning m.m. Jeg ved ikke rigtigt om det er det rigtige tidspunkt for os lige nu, [og] jeg aner ikke, hvad han vil. Han har haft en del træning med ham fra Vedde [Jan Madsen], men han er ikke lige min kop te. Jeg har heller ikke noget positivt at fortælle omkring ham, andet end at han engang var træner i Midtsjællands Kampsports Klub".
  • Af Jan Christoffersens hjemmeside fremgik det tidligere, at han skulle være blevet gradueret til 4.dan i Göteborg i Sverige d. 11. september 1999. Hvad er din kommentar til det? - Klaus Bergstedt: "Jeg undrer mig lidt over, at han allerede skulle være blevet 4.dan. Hvem i Sverige skulle have gradueret ham? Ikke Jari Hiltunen. Han er blevet gradueret med hjælp fra Jackie Moos i 1997 til 3.dan. Han blev gradueret i Jackie Moos' dojo sammen med Jan Madsen, Jimmy Jørgensen og Arne Kjærgaard".
  • Skal jeg forstå det således, at Jan Christoffersen, Jan Madsen, Jimmy Jørgensen og Arne Kjærgaard blev gradueret af Jackie Moos i 1997? - Klaus Bergstedt: "I 1997 var Haruo Saito i Danmark inviteret af Jackie. Alle der var til graduering i den forbindelse blev gradueret af Haruo Saito og Jackie Moos. Jeg ved, at alle der er blevet gradueret i Genbukai i Sydhavnen, er blevet det af Jackie Moos. At de så siger noget andet i dag, ja, det kan jeg da godt forstå, [uanset] om det så var Haruo Saito eller Nobuaki Konno der var her. Det er jo altid fint at sige, at det var en japaner der stod for gradueringen. De er alle blevet gradueret efter Jackie Moos' pensum. Jeg ved at Jackie [både] "bestemte farten" og hvad hans elever skulle lave".
  • Du fortalte tidligere, at du er 3.dan. Hvem graduerede dig? - Klaus Bergstedt: "Aller helst ville jeg gerne have haft en fra Japan til at gøre det, men det var ikke muligt på det tidspunkt. Næstbedst for mig, ville have været [at blive gradueret af] Fereidun Dariagard. Han har snakket om det i et par år, men det blev aldrig til noget. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg kunne klare hans pensum. Det ville tage 12 dage. Derfor valgte jeg, at lade mig graduere af Jackie Moos, og det er jeg godt tilfreds med. Jeg har brugt over halvdelen af mit liv på karate. På et eller andet tidspunkt bliver man vel belønnet".
  • Var det pga. det lange og omfattende pensum, at du ikke valgte at blive gradueret af Fereidun Dariagard men derimod af Jackie Moos? - Klaus Bergstedt: "Ja".
  • I forbindelse med min anden efterforskning er der noget som tyder på, at Ahcene Bendjazia omkring starten af 1990'erne, havde en klub på Tomsgårdsvej i København. Er det noget du kan bekræfte? - Klaus Bergstedt: "Ja, det passer meget godt".
  • Har du evt. planer om at samarbejde med Ahcene i fremtiden? - Klaus Bergstedt: "Ahcene er en hyggelig mand, som jeg drikker en del kaffe sammen med. Ham og jeg får en sludder for en sladder. Jeg forsøgte engang at lave samarbejde med ham, men det var ikke gensidigt. Jeg har talt med andre herom, og de har prøvet det samme. Jeg har kun trænet sammen med ham en gang, hvilket var både første og sidste gang. Jeg sagde engang til Ahcene, at jeg godt ville støtte ham omkring Gensei-ryu i Danmark. Mit forslag til ham var, at han kunne sidde på toppen af "lagkagen" og få al den respekt der hører med. Jeg kunne så samle klubber der kunne støtte op omkring dette, men i stedet forlangte han, at hvis vi skulle have samarbejde, danne forbund m.m., så skulle jeg træne det samme som han gjorde, hvilket jeg takkede pænt nej til. Det ville nemlig indebære, at jeg skulle lave om på alle mine kata m.m.".
  • Har du nogen kontakt til Kunihiko Tosa sensei? - Klaus Bergstedt: "Sensei Tosa har hjulpet mig meget. I 1997 bad Tosa [sensei mig] om min forklaring omkring Gensei-Ryu i Danmark. Jeg skrev derfor fire A4-sider på engelsk til ham og sendte dem med Ahcene i en lukket brun konvolut. Indholdet var min historie omkring Gensei-Ryu i Danmark på dette tidspunkt. Da der var ballade omkring Gensei-Ryu, skrev jeg en del sammen med Tosa [sensei, og] det er kun positive ting, [som] jeg har at sige om ham. Han forlangte bare, at jeg [skulle] træne hans ting, hvis jeg ville være under ham".
  • Hvilke kata'er træner I i Seiki Karate-do Kai? - Klaus Bergstedt: "Dette er en liste over de kata'er som vi arbejder med eller tager hul på de kommende år: Shotokan: Tat-kyo-ku, Heian Shodan, Heian Nidan, Heian Sandan, Heian Yondan, Heian Godan, Tekki Shodan, Tekki Nidan, Tekki Sandan, Bassai Dai, Bassai Dai, Empi, Jion, Gojushiho Sho, Gojushiho Dai, Unsu, Chinte, Jitte, Hangetsu, Kanku Sho, Gensei-ryu: Ten I No, Chi I No, Jin I No, Sansai, Sienchinn, Wankan, Chinto, Rohai, Sepai, Supaumpai, Niseshi".

Okinava vs Japan[edit]

Interviewet fortsat.

  • Jeg så, at du under links på din hjemmeside d. 25. juni 2000 har skrevet D.T.G.K.F. Står det for Dansk Traditionel Genseiryu Karate Forbund? Hvis det er tilfældet, er det så et forbund, som du og Fereidun er ved at lave? - Klaus Bergstedt: "Jeg har besluttet mig for at være ærlig over for dig. Så jeg skal nok fortælle dig det, når mit arbejde er færdigt omkring I.T.G.K.F. & D.T.G.K.F. Det vil helt sikkert sætte liv i de gamle Gensei-Ryu folk".
  • Jeg har lagt mærke til, at du på din hjemmeside for nylig er begyndt at inddele Genseiryu på flere måder, bl.a. Traditionel, Original, Okinawa, Japansk og Moderne Genseiryu. Hvad er baggrunden for denne pludselige inddeling? - Klaus Bergstedt: "For mig står Seiken Shukumine [sensei] for den traditionelle Genseiryu. Kunihiko Tosa [sensei] står for den moderne. Det er ikke for at sætte dig eller andre i dårligt lys, at jeg skriver sådan på min hjemmeside, men det er udelukkende en konstatering".
  • Da hverken Tosa sensei eller Shukumine sensei nogensinde har lavet en sådan inddeling, og fordi det tilsyneladende er et udtryk for din personlige mening, så finder jeg det ikke berettiget, at kalde det en konstatering! - Klaus Bergstedt: "Nej, men det er det for mig, indtil jeg bliver overbevist om andet".
  • Vi skal lige passe på, at vi ikke blander fakta og personlige meninger. - Klaus Bergstedt: "Det er også kun min mening, og som jeg tør stå ved. Der er jo mange karate folk der skriver på nettet, at er du ikke medlem af ditten og datten, [så] træner du ikke den rigtige stil eller karate. Det kan sætte mit pis i kog. Det er bl.a. derfor, [at] jeg gør, som jeg gør. Jeg mener jo selv, at det karate som jeg træner er fra Shukumine [sensei] og ikke fra Tosa [sensei]".
  • Hvordan kan du med rette sige, at det du træner er fra Shukumine sensei, når han ikke har undervist i stilarten siden han i 1962 trak sig tilbage til fordel for Taido. Det nærmeste man i dag kommer den originale stilart, som Shukumine sensei underviste i, er Tosa sensei, som var Shukumine sensei's mest betroede elev. Du har måske modtaget en masse papirer til sammenligning? - Klaus Bergstedt: "Jeg har aldrig modtaget noget omkring teknikker, kata m.m. fra Tosa [sensei], men jeg har heller aldrig bedt om noget. En anden ting. Du skriver at Shukumine [sensei] trak sig tilbage i 1962. Du har selvfølgelig ret til at mene dette. Jeg har nok en lidt anden viden omkring dette".
  • Hvad er det for "en anden viden" du hentyder til? - Klaus Bergstedt: "De ting som jeg har om Genseiryu, bl.a. papirer, breve m.m. bekræfter at stilarten Genseiryu kommer fra Okinawa. Jeg tænker på tiden før 1965. Her er lidt af et papir som jeg har direkte oversat: "Efter krigens afslutning i 1946 tilbragte Seiken Shukumine et år ved bjerget Mejimura på øen Kyushu, for at udvikle sin teknik. For at være i fred med sig selv og sin karatetræning, isolerede han sig fra civilisationen på en øde ø ud for Okinawa i 1948".
  • Ifølge din oversættelse, så isolerede Shukumine sensei sig på øen Kyushu og senere på en øde ø ud for Okinawa. Det beviser da i modsætning til dine argumenter, at Genseiryu ikke blev til på Okinawa, tværtimod. - Klaus Bergstedt: "Det kan da godt være, at mit dokument er dårligt m.m., men efter mine informationer er Shukumine [sensei] Okinawa mand og Tosa [sensei] fra Japan. Derfor er der karate folk der siger, at Genseiryu stammer fra Okinawa".
  • Der er ingen tvivl om, at Genseiryu oprindeligt stammer fra Okinawa, og der er heller ingen tvivl om, at stilarten har sine rødder solidt plantet der, men din oversættelse er uholdbar som bevis for din argumentation. De papirer du har kunne måske være interessante i anden sammenhæng, og et forslag kunne derfor være, at vi udveksler synspunkter, meninger, teorier, dokumenter, beviser osv. i et forsøg på at komme hinanden nærmere? - Klaus Bergstedt: "Dit forslag er godt nok hvad angår synspunkter, formodninger og teorier, men når du taler om papirer og beviser så er jeg mere tilbageholden".

Afslutning[edit]

Interviewet sluttede d. 2. august 2000, og har uden tvivl besvaret et utal af spørgsmål hos mange som er interesseret i stilartens danske baggrundshistorie.

Jeg vil her til slut gerne takke Klaus Bergstedt for sin medvirken.